søndag den 26. februar 2017

Med pen og pinde gennem vinteren

Jeg har altid holdt af at skrive! Som barn og ung skrev jeg meget. Jeg læste også meget. Og tegnede. På et tidspunkt holdt jeg op med at skrive og tegne. Lysten til og behovet for at udtrykke mig via ord og streger, forsvandt aldrig. Lå bare et eller andet sted derinde og ventede på, at jeg gav efter for længslen.

Sidste sommer begyndte jeg at tegne igen. Trangen til at skrive vågnede også og da jeg en dag læste om Vintercirklen på lenefrandsen.com meldte jeg mig straks til.

Jeg har skrevet mig gennem vinteren, fordybet mig og forankret mig i årstiden - stunderne i mit "skriverum" har kastet lys over vintermørket og det har været fantastisk at opleve, hvordan disse skrivestunder har ført mod, glæde og klarhed med sig. Jeg kan kun anbefale sådan et skriveforløb til alle, der holder af at skrive! Kig ind til Lene i Skrivehuset, hvis du er nysgerrig.....

Vintercirklen slutter med udgangen af februar - jeg har (naturligvis) meldt mig til Forårscirklen, der starter på onsdag.

Jeg kunne såmænd sagtens bilde mig selv ind, at jeg ikke har tid til at skrive.....men jeg kan ikke ignorere, at jeg har brug for det, skriverierne og fortællingerne giver mig. Måske var jeg ikke for alvor bevidst om det før den dag sidst i januar, hvor telefonen ringede og jeg hørte ord som far, kræft, alvorligt..... Det er præcis en måned siden i dag.

Og ja, min far havde "pludselig" kræft. Nogle måneder tidligere havde han brækket armen og kort efter fik han influenza.... Han var træt og syg det meste af december og januar.....Han skulle bare komme til kræfter efter knoglebrud og influenza, troede vi. Men nej, han er alvorligt syg og svækket. For svækket til, at lægerne tør sætte behandling i gang. Svækket, men samtidig stærk og afklaret..... Vi har lange, alvorlige snakke! Det gør både ondt og godt!

Og jeg skriver. Og strikker. Det er nødvendigt! Man kan både skrive og strikke med tårer i øjnene. Smerten, bekymringerne, frygten.....Det er som om det hele bliver lidt nemmere at håndtere når pennen og pinden holder en i hånden!